jeg hedder Bo jørgensen,
og jeg har altid arbejdet professionelt med mennesker, trivsel og udvikling.
+ 10 års erfaring med ledelse
Senest seks års ledelse af et kommunalt dag- og døgntilbud for voksne med udviklingshæmning, psykiatriske diagnoser og dom til tilsyn og anbringelse. Med ansvar for borgernes trivsel og udvikling, og med ansvar for 50 medarbejdere. Vi fokuserede særligt på borgernes oplevelse af at være en del af meningsgivende fællesskaber, vi sagde farvel til magtanvendelser og halverede personalets sygefravær.
+ 20 år som pædagog
Jeg er uddannet pædagog, NLP-practitioner og stresscoach, og har arbejdet med unge og voksne mennesker i mange sammenhænge. Jeg bruger min erfaring, faglighed og indsigt i menneskets psyke og adfærdsmønstre til at se og motivere til individets og organisationens næste udviklingstrin. Jeg arbejder ud fra tesen om at relationens kvalitet er bærende for resultatet af den opgave vi er fælles om – uanset omstændigheden.
+ 30 års erfaring med outdoor
Jeg er vokset op med friluftsliv og med skoven i ryggen. Jeg har padlet mere end 1500 km i kano, – heraf de fleste i Canada’s Yukon Territory, er uddannet træklatrings- og kanoinstruktør, og har lavet masser af outdoorevents for virksomheder, institutioner og private. Jeg er overbevist om at naturen, fordybelsen og det aktive friluftsliv kan bidrage til oplevelser, erfaringer og refleksioner. Er vi opmærksomme, kan dette samtidig være overførbart til andre sammenhænge i livet.
Forsvaret og skovarbejde
Jeg er uddannet skovarbejder og har arbejdet med det i både Danmark og udlandet. Jeg er også uddannet sergent i forsvaret. Jeg har heraf lært vigtigheden af fokus på sikkerhed og præcise samarbejdsaftaler. Et vigtigt fundament for et vellykket resultat, er god forberedelse og en ydmyghed for andres dygtighed. Udvikling og succeser opstår oftest i dygtigt samarbejdet med andre. Ganske få udvikler sig alene.

“Når programmet og det tekniske er 100% på plads, er vi halvvejs – den sidste halvdel handler om øjenkontakten, nærværet og autenciteten i mødet med den vi står overfor.”
”Det afgørende er ikke blot målet eller rejsen – det er selskabet. Udvikling sker oftest i samarbejde med andre. Ganske få udvikler sig alene.”
”Vil du nå dit mål, så skynd dig langsomt – ingen har endnu vundet en maraton ved at starte med en spurt.”
”Jeg måler ofte mig selv på min intention – hvor andre måler mig på mine handlinger. Det er derfor ikke nok at vide og ville. Jeg skal også kunne i praksis”…
/Bo Jørgensen, indehaver af Outdoor Production
Mine personlige kompetencer
Jeg har mere end 30 års erfaring i professionelt arbejde med mennesker, outdoor events og udviklingsprocesser.
Mit fokus er at levere kvalitet, ordentlighed og nærvær i relationen og samarbejdet med både dig som kunde og alle deltagere i arrangementet.
Projektledelse og eksekvering
Min projektledelse er stram og fokuseret på målsætning, økonomi, tid og kvalitet. Jeg har fokus på at planlægningen sikrer en glat eksekvering, så deltagerne kan fokusere på oplevelsen og udbyttet. Jeg er med dig hele vejen fra A til Z.
Kreativitet og kvalitet
Min idébank er stor og jeg bruger mine kreative evner til at designe lige præcis de elementer til dit event, som du har brug for. Jeg inddrager gerne mit landsdækkende netværk, hvor det giver mening. Høj faglig kvalitet er i højsædet.
Udvikling og samarbejde
Kobles teori og praksis i kvalificerede udviklingsforløb med fokus på reflektion, vidensdeling og forankring til hverdagen, vil det oftest kunne måles i den samlede organisation. Både på bundlinjen og i forhold til trivslen, motivationen og arbejdsglæden blandt medarbejderne.
Sikkerhed og tryghed
Gode oplevelser og udvikling kræver tryghed. Jeg garanterer for sikkerheden og de rette instruktørcertifikater til aktiviteter som reb- og vandaktiviteter. Jeg og mine samarbejdspartnere er erhvervsforsikret, og vi har også øje for den følelsesmæssige tryghed for den enkelte deltager.

Min motivation – mit ‘hvorfor’
Det handler om mennesker,
om mødet med hinanden,
om glæden i samværet,
om aktive oplevelser,
om pausens kvalitet,
om nye erfaringer,
om inspiration,
om udvikling,
om naturen,
om læring,
om livet…
Jeg har valgt et ahornblad som logo fordi…
- … ahornbladet minder mig om det nordlige Canada og ‘The Yukon’. Jeg har tabt mit hjerte til landet, den storslåede natur, historien, kulturen og folket. Mine rejser til landet har givet mig helt unikke oplevelser og venner for livet, og det føles som mit andet hjem.
- … ahorntræet bærer også det gamle danske navn ‘ær’. At træet er navngivet med en enkelt stavelse, indikerer, at det har vokset i landet meget længe. Det er et robust træ, der trives bedst i meget lys, og som gerne vokser sig stort sammen med andre træarter. Dets brede krone af de karakteristiske blade, der minder lidt om en håndflade, tillader lyset at trænge igennem til skovbundens øvrige vækster.
- … når sensommeren går på hæld, og skoven skifter farve, finder du ikke stærkere og smukkere farver end bladene på ahorntræet. Det minder mig om livets omskiftelighed, og inspirerer mig til at komme ud på nye eventyr.
- … hvis du nogensinde har siddet i godt selskab, samlet ved bålets gløder og har nydt en varm og sprød pandekage med ahornsirup, efter en lang dag i naturen, så ved du også, hvor godt den smager – ahornsiruppen er prikket over i’et.

Følg med på Facebook
Har du lyst til at følge med i mine projekter, så hop over på min Facebookside.
Her kan du se billeder og info om nogle af de projekter jeg arbejder med på.